Viborg skal være lettere at vælge til

Leder af erhvervsdirektør Karen Touborg

Vi har musklerne til vækst. Nu skal vi bruge dem.

Jeg brugte en del af min sommerferie på cyklen. Og når man sidder mange timer i sadlen, får tankerne også lov til at køre.
Mine kredsede blandt andet om Viborg Kommune. Om vores virksomheder. Om arbejdskraften. Og om den befolkningsprognose, der peger på et svagt faldende befolkningstal hos os, mens flere kommuner omkring os ser ud til at vokse.

Det er ikke en udvikling, vi bare skal acceptere.
Før sommerferien skrev jeg, at vi i Viborg Kommune ikke skal sidde på hænderne og se passivt til. Det mener jeg stadig. Faktisk endnu mere.
For udfordringen er større end et tal i en prognose. Hvis vi fortsætter som hidtil, kommer vi til at mangle den arbejdskraft, som vores virksomheder har brug for. Og så nytter det ikke at håbe på, at udviklingen vender af sig selv.

Vi skal selv være med til at vende den.
I Business Viborg er vi derfor allerede gået i gang sammen med lokale virksomheder.

Et af initiativerne er udviklingen af et Tech Graduate Program for nyansatte inden for industriel IT. Her vil vi gøre det lettere for virksomhederne at tiltrække dygtige medarbejdere – og samtidig sørge for, at nye medarbejdere får en stærk start, et netværk og en reel tilknytning til Viborg.
For vi skal ikke kun være gode til at få folk hertil. Vi skal også være gode til at få dem til at blive.
Samtidig arbejder vi med en anden tanke:

Man skal kunne bo i Aarhus og cykle på arbejde i Viborg.
Ikke nødvendigvis hele vejen, selvfølgelig. Men kombinationen af tog og cykel skal være så nem og attraktiv, at Viborg bliver et reelt valg for langt flere østjyske medarbejdere.

Det kræver blandt andet bedre togforbindelser, mulighed for at arbejde i toget, ordentlige forhold for cykler, en overdækket perron i Viborg og måske en pendlerbus, hvor kaffen allerede står klar.

Lyder det ambitiøst? Ja. Det skal det også helst være.
Hvis vi vil tiltrække arbejdskraft fra Aarhus og resten af Østjylland, skal vi gøre mere end vores naboer. Vi skal vise, at Viborg ser pendlerne, vil dem og er villige til at fjerne de barrierer, der står i vejen.
Første skridt er taget. Nu skal vi undersøge, hvad der konkret skal til - og arbejde for at få det til at ske.

Det nye byråd i Viborg Kommune har samtidig sat en klar ambition om at styrke det private erhvervsliv. Det hilser vi meget velkommen i Business Viborg og blandt de virksomheder, vi repræsenterer med tilsammen omkring 10.500 medarbejdere.

Men hverken Business Viborg, kommunen eller virksomhederne kan løfte opgaven alene.
Hvis Viborg Kommune skal vokse, kræver det, at vi arbejder tæt sammen på tværs af kommune, erhvervsliv, uddannelser, foreningsliv, kultur og lokalsamfund.
Vi har virksomhederne. Vi har arbejdspladserne. Vi har fællesskaberne. Vi har ambitionerne.

Vi har musklerne til at skabe fremtidens vækst i Viborg Kommune.
Nu skal vi bruge dem.
Business Viborg er klar til at tage sin del af ansvaret.

Andre artikler