Eksport Netværk og Eksport Træf - Selvfølgelig er det noget Erhvervsrådet tilbyder!
Vi kan altid blive bedre til at sælge til udlandet. Og en af måderne vi kan blive bedre på, er ved at have det rette netværk og få inspiration fra andre virksomheder, der eksporterer. Derfor har Erhvervsrådet, for 3. år i træk, samlet 40 eksportører og eksperter indenfor eksport til Eksport Træf i Viborg samt etableret et eksport-netværk.
Eksport Netværk
Eksport-netværket mødes én gang i kvartalet for at dele viden, erfaringer, muligheder og udfordringer om eksport til primært nærmarkeder.
Eksport-netværket optager pt. nye medlemmer, der kan være med til at styrke netværket. For at kunne blive en del af netværket skal man være ansvarlig for eksport af produkter eller serviceydelser og have erfaring med etablering af eksport (B2B). Du kan læse mere her.
Brug for sparring og netværk i denne tid
Den økonomiske globalisering indebærer øget integration af og afhængighed mellem nationale økonomier på tværs af kloden. Det sker gennem øget samhandel, stigende investeringer og andre former for samarbejde på tværs af landegrænser. Denne globalisering medfører bl.a., at mange virksomheder indgår i såkaldte globale værdikæder, hvor aktiviteter som udvikling, produktion og salg i stigende omfang splittes op og organiseres på tværs af lande og virksomheder.
”Eksport er for virksomheder, der har styr på egen organisation. Det er ikke noget man kan gøre med venstre hånd og man skal virkelig ville det for at blive en succes. Vigtigheden af at have nogen med eksporterfaring at sparre med og få inspiration fra er stor. Og i en tid, hvor vi er begrænset i vores rejseaktivitet, oplever vi, at særligt eksportørerne er rastløse og har brug for at netværke”, udtaler Merethe Wrang, der er ansvarlig for eksportområdet hos VIBORGegnens Erhvervsråd.