Lean er klar til nye udfordringer på StartUp 24

Lean NYT

I går begyndte vores nye StartUp24 hold, som er fuldt besat. 20 nye iværksættere er klar til et forløb, hvor de får udviklet deres forretning. Én af dem er 31-årige Lean Byri-alsen, der ser frem til at få bagagen fyldt op med nye værktøjer:

”Jeg glæder mig meget til at komme i gang med forløbet. Jeg forventer at få fundamentet for min virksomhed på plads og til at få nogle redskaber, så jeg kan udvikle min virksomhed i den retning, jeg ønsker. Derudover ser jeg frem til at møde de andre deltagere på holdet fortæller Lean og fortsætter:

"Jeg håber, vi kan hjælpe hinanden og dele ud af vores erfaringer. Det tror jeg på, bliver godt." Lean påtænker at lave en abonnementsløsning for private, hvor de hel eller halvårligt kan få et hustjek og på den måde formindske kommende eller uventede skader på huset.

Med sin tømreuddannelse i bagagen vil han blive en form for vicevært for private og vil fungere som direkte kontakt, når der opstår udfordringer med huset. Lean vil samtidig have tilknyttet virksomheder som samarbejdspartnere, der kan byde ind på de projekter, han får fra sine kunder. Virksomhederne kan ligeledes forvente, at de bliver en del af en bæredygtig base, hvor de har mulighed for at udbyde deres overskudsmateriale. ♻ Lean vægter bæredygtighed højt og vil derfor tilbyde sit netværk af virksomheder at blive brandet bæredygtigt i deres samarbejde. Leans virksomhed hedder BYRI, og han oprettede et CVR-nr. i 2019 og er nu klar til at komme ud på markedet.

 

Glæde hos Business Viborg
Hos Business Viborg glæder iværksætterkonsulent Ian Norman sig over at forløbet hjælper mange iværksættere godt på vej. ”For en iværksætter som Lean vil forløbet hjælpe ham med at få godt styr på sin forretning. Det vil være alt lige fra hvordan han sætter en pris på sit produkt, til hvordan han får det solgt og hvordan han kommer ud til sin målgruppe. Forløbet vil gøre ham klar til at komme ud på markedet med sin idé. Jeg glæder mig til at følge ham og de andre 19 iværksættere på deres nye iværksætterrejse” fortæller Ian Norman.

Første del af undervisningen foregår online pga. de nuværende Corona-restriktioner. 

03.02.2021

20210202 Online Undervisning 2