Nyt bestyrelsesmedlem i Business Viborg
På generalforsamling i marts blev Adrian Tresoglavic valgt ind i bestyrelsen for Business Viborg (tidl. VIBORGegnens Erhvervsråd) Adrian er direktør ved Mercantec. Hans rolle er at forene erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne: ”Min opgave bliver bl.a. at forstå, hvordan vi som uddannelsesinstitutioner kan bidrage til erhvervslivet på Viborgegnen og den udvikling, der er” fortæller Adrian.
Han ser frem til at udveksle viden om, hvilke kompetencer erhvervslivet har behov for: ”Vi skal gerne helt tæt på hinanden, så vi kan finde lokale løsninger i forhold til at dække erhvervslivets behov. Det er en vigtig opgave både i bestyrelsen men også ude hos medlemmerne” udtaler Adrian.
Adrian træder ind i bestyrelsen med 7 års erfaring i at drive uddannelsesinstitutioner fra bl.a. CBS (Copenhagen Business School) og Erhvervsskolen Nordsjælland. Derudover har han arbejdet med topledelse, politisk styrede organisationer og bestyrelser i 10 år.
Bevæggrunden for at stille op i bestyrelsen for Business Viborg (tidl. VIBORGegnens Erhvervsråd) er, at Adrian gerne vil være med til at udvikle Viborg Kommune:
”For mig er det vigtigt, at vi har et tæt samarbejde i Viborg, som gør, at vi fortsætter med at udvikle os som kommune. Vi skal berige hinanden – både mellem uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv, virksomheder, foreninger m.fl. Her synes jeg, at Business Viborg er en god ramme, hvor vi kan mødes og få tingene til at ske sammen” fortæller Adrian og fortsætter: ”Jeg ser frem til at finde ud af, hvad det er vi kan gøre i fællesskab og hvilke resultater fællesskabet kan skabe. Og så glæder jeg mig til at samarbejde med mennesker, der lige som jeg selv, ønsker at gøre en forskel i Viborg”.